Få vores nyheder på mail

​Nye rækkehuse revitaliserer Skt. Jørgens Gade i Odense

Pressemeddelelse   •   Apr 30, 2018 10:46 CEST

Snart bliver der nyt liv i Skt. Jørgens Gade i Odense

Arkitektgruppen går henover sommeren i gang med at bygge rækkehuse på Skt. Jørgens Gade i Odense. Grunden har i de sidste 40 år ligget tom, men nu bygges der nye byhuse tæt på byens puls og med direkte adgang til de idylliske omgivelser omkring Odense Å. Det er Arkitektgruppens opfattelse, at de nye rækkehuse vil revitalisere området og skabe endnu mere byliv på Østerbro.

Østerbro er blevet en eftertragtet del af Odense. Bydelen har over de seneste år gennemgået en større områdefornyelse med nye byrum og grønne åndehuller. Men den sidste brik i puslespillet har manglet. Nu bygger Arkitektgruppen 44 rækkehuse, under den fælles betegnelse Skt. Jørgens Engen, der skal give liv til Skt. Jørgens Gade.

Idyllisk beliggenhed

Skt. Jørgens Engens rækkehuse kommer til at ligge centralt i Odenses Østerbro-kvarter, og de nye rækkehuse får en idyllisk beliggenhed ned mod Odense Å. Rækkehusene er på cirka 100 m2 fordelt på to etager. Arkitektgruppen begynder på selve byggeriet til sommer og er begejstrede for at kunne revitalisere en så central del af Odense:

-Vi har i lang tid haft et godt øje til Østerbro-kvarteret, der udvikler sig i en spændende retning. Her kan man bo i hjertet af Odense, men med luft og grønne omgivelser. Vi glæder os til at skabe endnu et dejligt sted at bo i Odense, og med Ginnerup Arkitekters gennemførte projekt skaber vi optimale rammer for de kommende beboerne i byhusene, fortæller Robin Feddern, som er administrerende direktør i Arkitektgruppen.

En lille by i byen

Med byggeriet er det Arkitektgruppens håb at skabe moderne rammer om familielivet i byen, men også skabe byliv i kvarteret. De vil med rækkehusene skabe et lille bysamfund, hvor der både er egen terrasse, og hvor Skt. Jørgens Haven vil fungere som en stor fælleshave for alle områdets beboere. Mellem husene anlægges et grønt område, som via et stisystem og grønne kilder forbinder boligerne til ådalen. Robin Feddern siger:

- På Skt. Jørgens Engen er det vores mål at skabe et hyggeligt, men moderne lille bysamfund, med et trygt miljø for børnene, godt naboskab, luft og plads. Kort sagt; de perfekte rammer for det gode familieliv i byen. Derfor har vi også lagt vægt på at skabe traditionelle sammenbyggede byhuse inspireret af Skt. Jørgens Gades eksisterende, smukke bebyggelser.

Skt. Jørgens Engen husede tidligere et gasværk, som blev revet ned for 40 år siden. I forbindelse med byggeriet vil der i tæt samarbejde med regionen, Odense kommune og DMR (Dansk Miljørådgivning A/S) blive foretaget oprensning af grunden, så fremtidige beboere kan være helt trygge.

Arkitektgruppen er bygherre, og det er Ginnerup Arkitekter, der har tegnet rækkehusene. Rækkehusene forventes at stå færdige i september 2019, men allerede nu kan interesserede købere henvende sig til Nybolig Palle Jensen, Odense, som har ansvaret for salget af rækkehusene. 

Arkitektgruppen blev stiftet i 1986, og siden er der sket en del. Udgangspunktet er dog det samme: at skabe attraktive bolig- og erhvervsbyggerier, som afleveres til den aftalte tid, pris og kvalitet. Og altid med omtanke for investorerne, nærmiljøet og de mennesker der skal bo og arbejde i bygningerne. I dag er Arkitektgruppen en af de vigtigste aktører i branchen med over 6.000 boliger bag sig. Og CVR-nummeret er i øvrigt stadig det samme som før finanskrisen. Soliditet og kontinuitet er nemlig nøgleord. Det handler om, at vi ikke bare er en boligfabrik, men en virksomhed, der skaber plads. Hjem, der er bygget til mennesker og skabt med omtanke. Og af en kvalitet, der kan tåle livet.