Få vores nyheder på mail

NREP og Arkitektgruppen byudvikler for 2 milliarder ved Amager Strand

Pressemeddelelse   •   Feb 02, 2018 13:00 CET

Strandhaverne, ved Amager Strand

Arkitektgruppen skyder det nye år i gang med et nyt 28.000 m2 stort byggeri på Amager Strandvej. Selskabet har stået i spidsen for hele udviklingsprocessen, fra samling af områdets grundejere og udvikling af endelig lokalplan for området. Projektet opføres i joint venture med NREP.

Byggeriet Strandhaverne ligger i det attraktive område mellem Kløvermarken og Amager Strandpark og er på i alt 28.000 m2. Byggeriet af første etape påbegyndes i februar 2018 og består af 186 private boliger. Yderligere er planlagt henholdsvis hotellejligheder og 25% almene boliger på grunden. Et ”stenkast” derfra er et andet af Arkitektgruppen og NREP’s store fælles projekter under opførelse. Det hedder Greensquare Garden og er på 30.000 m2. Tilsammen udgør de to projekter mere end 500 private boliger og har en projektværdi på omkring 2 milliarder kroner.

Snarere byudvikling end byggemodning

Strandhaverne har inden første spadestik været undervejs i mere end fire år. Arkitektgruppen har stået i spidsen for udviklingen af det gamle industrikvarter hele vejen. Første skridt var at samle grundejerne i området og finde fælles fodslag, så man sammen kunne gå til myndighederne med en plan om omdannelse fra industri til bolig og erhverv. Herefter fulgte udarbejdelse og godkendelse af først startredegørelse og dernæst ny lokalplan. Arkitektgruppen har under hele processen været i tæt dialog med både Økonomiforvaltningen og Miljø- og Teknikforvaltningen i Københavns Kommune, og det har spillet en afgørende rolle for, at man nu kan transformere det gamle industriområde. Lokalplanen, under navnet Ved Amagerbanen Syd, muliggør ca. 750-850 nye boliger og knap 20.000 m2 erhverv i området tæt på Amager Strandpark.

”Fra myndighedsside har man hele vejen forholdt sig konstruktivt til vores visioner og ideer. Når vi som udviklere kan se store muligheder i et område, er det altafgørende, at kommunen er åben over for at ændre lokalplanen, hvis man lever op til deres krav. Strandhaverne er bæredygtig byudvikling og har en god balance mellem private og almene boliger,” siger Robin Feddern, adm. direktør i Arkitektgruppen.

Arkitektgruppen og NREPs samarbejde omfatter samlet mere end 100.000 m2 nybyggeri i København.

”Vi er glade for igen at kunne igangsætte et byggeri med Arkitektgruppen, som har gjort en stor indsats for, at hele områdets potentiale som nyt og attraktivt bykvarter kan blive realiseret. Med afsæt i en fantastisk beliggenhed, ser vi frem til at skulle være med til at understøtte udviklingen af København som blandet by gennem forskellige boligtyper og erhverv i Strandhaverne ” siger Jakob Flymer, Investment Manager i NREP.

Arkitektgruppen blev stiftet i 1986, og siden er der sket en del. Udgangspunktet er dog det samme: at skabe attraktive bolig- og erhvervsbyggerier, som afleveres til den aftalte tid, pris og kvalitet. Og altid med omtanke for investorerne, nærmiljøet og de mennesker der skal bo og arbejde i bygningerne. I dag er Arkitektgruppen en af de vigtigste aktører i branchen med over 6.000 boliger bag sig. Og CVR-nummeret er i øvrigt stadig det samme som før finanskrisen. Soliditet og kontinuitet er nemlig nøgleord. Det handler om, at vi ikke bare er en boligfabrik, men en virksomhed, der skaber plads. Hjem, der er bygget til mennesker og skabt med omtanke. Og af en kvalitet, der kan tåle livet.

Fakta om NREP:

NREP blev stiftet i 2005 og er i dag en ledende kapitalforvalter inden for fast ejendom i Norden. Selskabet har siden starten gennemført mere end 200 ejendomsopkøb samt udviklingsprojekter i Norden og forvalter i dag aktiver for cirka DKK 25 milliarder. Selskabet har kontorer i Danmark, Norge, Sverige og Finland. NREP har i Danmark mere end 3000 boliger under udvikling og opførelse primært i København og Aarhus.

Vedhæftede filer

Word-dokument